Min historie om Haven i Laven

Haven i Laven er blandt meget andet min Oldemors gamle pryd- og nyttehave og her blev min Far født i 1934 i et gammelt bindingsværkshus.  Desværre er huset ikke længere i haven. Tilbage fra min Oldemors have er alle historierne og så det gamle pæretræ.

I dag står der en gammel rødmalet træbygning på grunden. Af os kaldet ”portnerboligen”. Oprindeligt var træbygningen opført som garage til min fars onkel Børges Ford T. Senere er portnerboligen udvidet i flere omgange, og var på et tidspunkt min fars onkel Fredes bolig. Udenfor portnerboligen ligger en flisebelagt plads – ”Regnars plads”.

Jeg købte ”Haven i Laven” sommeren 2010. I Haven i Laven skal det være rart at være. Det er et sted hvorfra mange fra min familie har minder. Mange af disse minder dukker op, når familien kommer i haven, og det gør de heldigvis. Jeg havde kun selv været ganske få gange i haven, før jeg købte den, men da det altid har været et sted med aktivitet har haven altid haft en bevidsthed hos mig.

Siden sommeren 2010 har haven været samlingssted indtil flere gange for min familie. Jeg oplever at vi har haven som en form for legeplads for både børn og voksne. Haven er et sted med meget få regler – og sådan skal det være – hvilket gør det muligt at lave mange sjove ting og kun fantasien er vores begrænsning. Karsten og jeg vil gerne lege – og det er skønt at opleve, der er flere der har lyst til at lege med os.

Haven er for mig en form for en eventyrhave. For nylig var jeg på udstilling på Koldinghus sammen med min Far. Udstillingen vi så var bygget over forfatteren Ole Lund Kirkegaards mange skønne historier. På udstillingen faldt vi over følgende tekst af Ole Lund Kirkegaard:

Haven, hønsehuset og hulen
Haven er børnenes fristed. Her kan de gemme sig for de voksne og selv lave reglerne. Faktisk er den kun for drenge – piger har ingen adgang! 
Hønsehuset er Lille Virgils hjem. Her bor han alene – kun sammen med en etbenet hane. Lille Virgil har hverken forældre eller søskende, og ingen fortæller ham, hvordan han skal leve. Han drikker rød sodavand til morgenmad og sover med alt tøjet på. Han tager kun skoene af, hvis de er våde.
Lille Virgil er indbegrebet af frihed. Han er fri for samfundets regler og normer, og han går kun i skole, fordi han selv vil.

Jeg forestiller mig at Lille Virgils have kunne være Haven i Laven. Her havde min oldefar for mange år siden en jordhule og min oldemors hønsehus har også ligget i haven. Lille Virgil er blevet ældre – og Haven i Laven er derfor også for voksne – og nu både for drenge og piger.

Kommer du forbi Himmelbjergvej 10, så tag et hvil. Sæt dig på en af de mange bænke – og mærk livet.

Skulle du gøre brug af dette tilbud, kunne det være rigtig hyggeligt hvis du ville skrive om det til gitte@havenilaven.dk

Eventyrhatten

Den nye udgave af pavillonen blev indviet den 20. december 2021.

Her er Eventyrhattens historie:

1997:

Regnar byggede i sin sidste tid som skoleleder på Ødsted skole et kæmpe lege-slot til skolens legeplads. De to tårne blev hver forsynet med et specialbygget ottekantet spir, som Regnar havde bygget i samarbejde med en tømrer.

Det ene spir – det vi i dag kalder ”Eventyrhatten” – blev forsynet med en top af glasfiber, som blev lavet på Gel-Top i Vejle.

Eventyrhatten er en stor model af et spir, som Regnar tidligere havde lavet som kulisse til en skole-teaterforestilling. Spirene blev monteret på lege-slottet i november 1997 – kort tid efter, at Regnar var stoppet som skoleleder

2006:

Nye krav til bl.a. sikkerhed og brug af imprægnerede master på legepladser gjorde, at legeslottet blev utidssvarende og skulle nedrives.

Regnar og Henning knoklede med at afmontere spirene og de store master og fik det hele transporteret til sommerhuset ved Julsø, hvor Henning kunne anvende materialerne.

2010:

Da Gitte købte ”Haven i Laven” af boet efter Karl, følte Regnar, at han nu var kommet nærmere til ”hjem”, da han jo er født på denne grund og føler stærk tilknytning til stedet: ”Du har købt Paradiset til mig!”

Så Henning mente, at Eventyrhatten skulle tilbage til Regnar, og de fik i fællesskab hentet hatten op fra Julsø til Haven.

2014:

Som gave til Regnar på hans 80 års fødselsdag havde Regnars søskende og deres familier sørget for, at Eventyrhatten igen kom op i højden, nu som et eventyrligt flot tag på en otte-kantet pavillon. I den forbindelse blev hattens grundplan samtidig udvidet ved at placere den oven på en bredere tagfod, som blev fremstillet på Jans værksted.

Jan og Thomas knoklede med at planere grunden, sætte søjlerne op og få delene sat rigtig sammen og placeret ovenpå søjlerne, som støtter 6 af de 8 hjørner.

2021:

Det havde længe været planen, at der skulle laves fast bund i pavillonen i form af en flisebelægning. Efterhånden fik Regnar også gentagne gange gjort opmærksom på, at det ville være rigtig godt at lave noget læ i pavillonen, specielt af hensyn til hans tre små søstre, som ynder at komme der – ”det skal jo helst være sådan, at de kan holde ud at være der”.

Så Gitte og Karsten knoklede med at realisere moderniseringen af pavillionen: Der blev opsat en ekstra søjle, gravet jord væk, malet søjler og tagfod, påfyldt sand, lagt fliser, lavet plankeværk og opsat en teltdug som læskærm.

Teltdugen er en langside fra et partytelt, omsyet og tilpasset på Gittes sy-værksted.

Indvielsen fandt sted den 20. december – på 100 års dagen for Fredes fødsel på selvsamme grund. Frede havde i øvrigt selv en 6-kantet pavillon stående på præcist samme sted på grunden.

Pærehøsten 2011 er i hus!

Høstudbyttet blev magert: 21 stk!

 

Da træet stod i fuld blomstring i foråret, satte det ind med en nat med hård frost. Det var virkelig bad timing og blev en rigtig pære-killer!

Hen over sommeren holdt vi spændt øje med, om der overhovedet kom nogle pærer? Jo, vi kunne vist efterhånden tælle et dusin eller så, godt spredt rundt i hele træet.

Mandag den 26. september kiggede vi ind og besluttede, at nu skulle det være nu! Frem med stigen – op i træet og plukke et par pærer – og se godt efter om du kan få øje på et par stykker mere, når du nu er deroppe!

Efter en halv times tid var høsten i hus – 21 pærer i alt! Kun 2 bar præg af, at et par hvepse var begyndt på et større måltid, inden regnen jagede dem hjem i boet.

Så gik det rask hjemad mod Ødsted med den dyrebare last. Frem med skrællekniv og sylteglas og efter en times arbejde er hele høsten konserveret – de 21 syltede pærer fylder lige akkurat 1 sylteglas. Det bliver en dessert for Guder – endnu et eksklusivt naturprodukt fra Haven i Laven!

Klik her neden for og se billeder fra høstarbejdet og det færdige produkt.

Udsigt til Himmelbjerget

Haven ligger et stenkast fra Himmelbjerget med ugeneret udsigt til Himmelbjergtårnet!

Sådan ville en ejendomsmægler nok have beskrevet beliggenheden?

I virkeligheden er der 2,7 km hen over Julsø til Himmelbjerget, men man kan dog se tårnet, hvis man stiller sig det helt rigtige sted på grunden – og man får nemmest øje på topppen af spiret, som stikker lidt op over trætoppene. Det går lidt bedre med en stige og en kikkert eller telelinse, som det fremgår af billederne.

Højdeforskellen er 74 m mellem Haven (73 m.o.h.) og Himmelbjerget (147 m.o.h.). Vandspejlet i Julsø er 22 m.o.h.

Tårnet er 25 m højt og er rejst som minde over kong Frederik d. 7., der den 5. juni 1849 gav det danske folk dets frie forfatning (Grundloven). Tårnet blev indviet den 5. juni 1875.